3 gode råd til at finde den helt rigtige bryllupsfotograf

Intet bryllup uden en dygtig bryllupsfotograf til at forevige den store begivenhed – lige fra bruden der bliver ført op ad kirkegulvet af sin far over de mange festlige indslag under middagen til brudeparrets brudevals ved midnat. En bryllupsfotograf er næsten lige så vigtig som selve brudekjolen og selskabslokalet, og derfor er det også en post, som mange afsætter et forholdsvist stort budget til.

Men hvordan vælger man den helt rigtige fotograf til sit bryllup? Der findes ikke et endegyldigt svar på dette spørgsmål, men der er 3 ting, som du altid bør have in mente, når du kigger på bryllupsfotograf. Læs mere om dem neden for.

 

1. Hvilken stil har bryllupsfotografen?

Den vigtigste faktor, som I skal tage højde for, er fotografens stil, da den vil afgøre, hvilket udtryk jeres bryllupsbilleder får. Fotografens stil handler om, hvordan fotografen bruger lyset, hvordan han eller hun komponerer billederne, og hvordan de små flygtige øjeblikke fanges.

Når I skal til at vælge fotograf, så kig rundt på de forskellige fotografers hjemmesider, der som regel indeholder eksempler på tidligere udført arbejde. Efter I har fundet en, hvis stil I kan lide, så undersøg muligheden for at booke et uforpligtende og indledende møde, hvor I kan se hinanden nærmere an.

Her bør I spørge, om I må se et eller flere fulde og uredigerede billedalbum. Formålet er her at undersøge, om fotografen konsekvent tager flotte billeder, eller om vedkommende blot har udvalgt de få smukke billeder til sit portfolio.

 

2. Hvor mange års erfaring har bryllupsfotografen?

Fotografens erfaring spiller også en kæmpe rolle i den kvalitet, I som brudepar får – og her er der ikke kun tale om billedkvaliteten. Bryllupsdagen er en længe ventet begivenhed, som er planlagt ned til punkt og prikke. Og selv om I har styr på alle detaljer på dagen, så sidder der også masser af nerver uden på brudekjolen og jakkesættet. Her er det vigtigt, at fotografen ikke kun formår at tage smukke billeder, men også at vedkommende formår at tilpasse sig dagens hændelser, så de små men magiske øjeblikke også bliver indfanget.

Meget kan ske i løbet af et bryllup. Det kan være, at vejrudsigten ikke havde ret alligevel, og i stedet for høj sol og lækkert vejr er der nærmest tsunami-agtige vejrforhold. Eller det kan være, at alle bryllupsgæsterne spontant bryder ud i sang som en overraskelse til brudeparret. Alt kan ske, og det er fotografens job at slå til, når muligheden opstår og at finde på løsninger, når der sker uventede ting.

 

3. Hvilke priser tager bryllupsfotografen?

Vælg altid en fotograf, der er ærlig omkring sine priser. Gennemsigtighed er vigtig for tillid, og tillid er vigtigt for et godt samarbejde.

Ved første øjekast kan det dog godt syne som on, at fotografens priser er noget høje. Men her skal I huske, at fotografen følger jer som en skygge gennem hele den store dag. Fotografen er konstant på arbejde i løbet af bryllupsdagen, og så er der også det store redigeringsarbejde, som giver jeres billeder det sidste perfekte touch. Derudover må man også tage højde for fotografens transport til kirke og selskabslokale, som ikke nødvendigvis ligger i samme by som den, hvori fotografen har base.

Pris og kvalitet hænger sammen, og vil man forevige minderne fra den store dag, så må man betale den pris, der skal til.



Brud og Gom